Af Lise Thorsen, arkitekt MAA MDL, Teaamlead Landskab, Henning Larsen
Nordhavn er ny by på vej. Undervejs transformeres stedet i lyntempo, så hver dag bliver en ny dag. Selvgroede stier slettes med gravkoens store skovl. Pionérvækst og jord skubbes bort for at støbe fundamenter. Hegn flyttes og huse rejser sig som spir, tårne og klodser med en spilleplades hastighed.
På Orientkaj stopper Metroens banelegeme brat. Sporene ender blindt som om man er nået til verdens ende. Her står et klondike af containere i sirlige stakke. Metalskilte, betonsteler, advarende tekst med sort grafik og afgrænsende trådhegn inddeler området i parceller.
I Nordhavn er etableret en ny kunstrute på 3.5 km. R(o)uten åbnede i august 2022 og kan opleves i mindst et år, gerne tre og måske 10 år, men kan forandre sig under vejs. Billedkunstner Arendse Krabbe og Raaderum, ved kurator og kunstrådgiver for Statens Kunstfond Charlotte Bagger Brandt, har udviklet Nordhavns Kunstrute, der er ét blandt flere kunstprojekter under Wonderful Copenhagen “Tourism Moves”. Et projekt, der gennem lokal involvering søger at fremme oplevelser uden for Københavns centrum. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmestyrelse. Den øvrige partnerkreds består af By & Havn, Metroselskabet, Københavns Kommune og HORESTA.
Støv hvirvler rundt i lange luftige haler som et følge til forbi-kørende lastvogne. Brølende maskiner farer gennem området på vej til den yderste pynt. Byggekraner rækker ud mod himlens fugle. Kranerne drejer og bevæger sig efter nyt gods, som fugl søger føde.
Et billboard med almindelig væggelav, Xanthoria Parietina, taler til én for enden af sporet på Orientkaj. Lavet, præsenteret af en makrolinse, har karakter af koralrev. Lav og mos har bevæget sig over millioner af år fra vand til land og er noget af den ældste natur, der findes.
Fluorescerende grønne sten og brokker ligger langs strækningen på en ny R(o)ute. Gamle kajkanter fra Københavns Havn er engang blevet overmalet med graffiti. De ligger nu stille som forrevne brudstykker langs ruten, som stiliserede kroppe med tatoveringer hen over brystet. På den luftige grønne Nordhavnstippen kan øjet se naturens mikroskopiske små vækster og liv gennem kæmpe forstørrelsesglas.
”Et billboard med almindelig væggelav, Xanthoria Parietina, taler til én for enden af sporet på Orientkaj. (…) Lav og mos har bevæget sig over millioner af år fra vand til land og er noget af den ældste natur, der findes.”
R(o)uten er en ny kunstrute, der skærper blikket på bynatur fra det urbane, indre Nordhavn til den yderste tip. Det gøres ved at zoome ind på naturens detaljerigdom. På R(o)uten forstørres det mindste støvkorn, lysets skær og overfladens skin. Naturen i det små gøres stor. Det, der forekommer usynligt i forbifarten, gør kunstruten synlig.
R(o)uten omdanner for en stund Nordhavn til et stilleben af mikroskopisk skønhed på et sted, hvor støvet hvirvler og lastvogne buldrer afsted. Med kunstruten får transformative begivenheder ved byvækst mere mening. Med kunstens greb anskues? processen i at vokse fra havbund til ny by.
Materialernes vandring over tid fra blød havbund til hård, urbaniseret flade og volumener står frem på R(o)utens 12 nedslag. Idet man bevæger sig gennem området, viser kunstens forstørrelsesglas vej. Klare farver på enorme granitsten, og billboards, store som var man i biografen, markerer Nordhavn som nyt sted. Her kan man bevæge sig til fods eller på cykel og blive ét med bydelens transformation, gå på opdagelse med lup og udforske terrænet over stok og sten.
Etablering af ny by og nyt territorium kan forekomme voldsomt. Men R(o)uten inviterer til at blive del af en ny bys fremkomst, og udforske steder at være. På kanten mellem vand og land lever et mylder af organismer med god plads til at lytte, sanse og se.
Bølgeskvulp og græssets svirp i vinden er Nordhavnstippens herlighed. Støvet, der er hvirvlet op af tung godstransport, har igen lagt sig. Måske skyder en ny boks op af jorden lige om lidt, medens byen vokser sig mikroskopisk stor.