Nordisk puls eller norsk kedsomhed
Under fjorden passerer Oslo Tunnelen så al trafik ledes uden om byen. Store flokke af folk kan bevæge sig frit i fjordlandskabets urbanitet. Som høstens trækfugle vandrer de i homogene, cirkulære bevægelser, og tegner sorte konturer i et krystallinsk, blændende hvidt hotspot af arkitektur.
Oslo er enestående som pulserende hypermodernitet her i de tidligere 2020’ere. På Langkaia ligger Badstuen i Oslofjordens inderste og mest pulserende område ved kajen, der fører rundt om Centralstationen, Operaen, det ny hovedbibliotek og MUNCH.
Sporvognen Trikken har bevaret sin 100+ årige territoriale plads i byens gader og kører på skinner, så det på altmodisch vis klinger og rasler hele vejen op forbi Stortinget, videre ud og rundt. Som en analog memorering tilbage i tiden til dengang, hvor elektricitet var nyt og hot. Deraf kælenavnet Trikken.
Her klæder vi os af i en mikroverden af træbeklædning. Upåvirket af den underjordiske tunnel og menneskemylderet fra alverdens fjerneste egne. Og vi sætter os ned i slidte badedragter på gamle håndklæder. Uprætentiøst, som kødelige mennesker uden artefakter sveder vi næsten nøgne sammen. Åndedræt høres, man puster. Der tales dæmpet i et sprog fra Østeuropa, og på klingende norsk. Vi danske damer mumler indforstået. Alle skuer overvældede ud over Oslofjordens sorte fjordvand med klippeskær og småøer i det fjerne.
Efter en tid hopper vi på skift ud i den køligere Oslofjord, 20 grader er fint. Bundløst, svalende. Og finder ind på bænken igen til en stærk og lindrende duft af mynte. Bademesteren pøser vand på så dampe rejser sig i den lille badstue med panorama ud over fjorden. Solen er hastigt på vej ned over fjeldet i vest. Dagene kortes.
Damen fra Nordland spørger os efter en stund, – er det en kendt kultur i Danmark, badstuer? Nej, ikke som i de øvrige nordiske lande. Men i Nordland er det vel meget populært hvor mange vel bruger badstuer? Åh, jo – alle går på badstue, griner den unge nordlænding, – i det nordligste Norge er der ingenting at lave, så må vi jo finde på noget selv!
Måske kommer badstue kulturen af nordisk kedsomhed? Forestillingen om at sidde i det høje nord, på en klippe og keder sig grusomt, er let at se for sig. Og nyde det samtidig. For kedsomhed er også nydelsen i nuet. At kunne svede så huden glinser. At dufte mynten helt ind i hjernen. At se ud på fjordens sorte dyb, der favner, så man forsvinder.
Her kan man glemme, at den mest avantgarde arkitektur står og strutter og knejser rundt om en. Med blanke glasfacader og øjne som store møllehjul, der stirrer tavst og tomt. Her imiterer Operaens arkitektur fjeldet og inviterer menneskevrimmel til vandring. Trikken klinger rundt i byen. Mynten dufter i badstuen. Vi glemmer hvor vi er. Og om vi er nogen. Måske er vi i Nordland på fjeldet eller i den uvejsomme, tyste skov. Midt i Oslo keder vi os sanseligt.
