Vælg en side

Liselund – om kunstens huller og andre fortællinger

Lise Thorsen

4. oktober 2022

Liselund – om kunstens huller og andre fortællinger

Naturen og kyststrækningen på Østmøn er dramatisk med stejle klinter, der i solopgangens lys stråler gyldent. Kolde østenvinde giver sent forår, men sommeren er lang, efteråret lunt. Møns Klint er naturens styrke overfor mennesket. I store skred forsvinder skrænterne. Det hvide kridt og gule ler skrider ud i Østersøen og farver havet fluorescerende turkisblå.

Liselund, den romantiske have og slot på Møn, er opkaldt efter den højtelskede hustru Lisa til den franske adelsmand Antoine de la Calmette. De levede i slutningen af 1700- tallet, hvor de med stor ekstravagance transformerede det barske landskab på det yderste østlige Møn til enestående romantisk havekunst i 1792.

60 tdr. land udgjorde i 1700-tallet Liselunds romantiske have, men flere store skred i 1905 og 1907 har reduceret anlæg til 48 tdr. land, godt 26 hektar. Dele af havens oprindelige scenografi er eroderet bort. Erosionen er også blevet et billede på naturens kraft og cyklus, der føjer sig til den romantiske have.

Te og guldalder

I dag hersker et paradis i de høje bøgeskove og mørke skovsøer. Stedet er rigt på romantik og historie i en eksotisk, international ånd bragt med hjem fra Europa til det mønske land. De la Calmette var blevet velhavende af datidens florissante verdenshandel og var inspireret af oplysningstidens filosoffer. Liselund blev et personligt kunstværk med lysthave og slot, materielgård og schweitzerhytte, norske hus og det kinesiske hus, hvor man kunne nyde datidens nye drik, te.

Den unikke have er som naturens vidnesbyrd om åndfuldhed. Men historien rummer også en mere trist fortælling. Calmetterne døde få år efter havens opførelse. Deres eneste søn ligeså, og fattig. Martha de la Calmette, enke og apotekerdatter fra Stege, efterlevede dem og husede 1800-tallets kunstelite. Liselund og Østersøen dannede baggrund for Guldalderens største maleriske motiver, musikstykker og digte. Ganske i den ånd Liselund blev skabt.

LISELUND LABORATORIUM

Kunsten, naturen og det menneskeskabte Liselund genfortolkes af LISELUND LABORATORIUM. I perioden 2021-22 forholder 12 interdisciplinære nedslag sig til årstiden og det unikke ved haven. I LISELUND LABORATORIUM har kunstnere og videnskabsfolk som antropologer og andre samarbejdet omkring performative værker og installationer med afsæt i sameksistens mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige og vor tids natursyn.

I ”Walking Landscapes” oplever 10 kunstnere landskaber på Møn. Gennem videoer, rutekort, materialer og DIY-guides fortolker kunstnerne landskaber og tager os med på opdagelse. Performancekunstner Sophie Dupont graver gennem 12 timer med skovl et hul i jorden på Liselund, ned i hvilket hun forsvinder, jo dybere hullet bliver.

I ”Skønhed og forfald” vandrer kunstner Rune Fjord for vand. Det er forhold omkring vandmangel, der globalt skaber politiske spændinger og folkevandring, som er Fjords udgangspunkt. I 12 timer går kunstneren ud i Liselunds bække og søer, indsamler vand i svineblærer og prøveglas, og dyrker svampesporer og bakterier i laboratoriets petriskåle.

I ”Marthas have” er kunstner Georg Jagunov og forfatter Nina Schack Kock sammen i et multi-dimensionalt drama. Marthas blomsterhave forsvandt med det store skred i 1905, men kunsterne har sammenført Marthas dagbog med stedets mytologi og geologi. Martha er mediator, der forbinder synlig og usynlig natur.

”Talking Landscapes”, lydvandringer, klangpassager, den hvide dame og andre projekter følger årstiderne med afsæt i en skrøbelig, økologisk og klimamæssig situation. LISELUND LABORATORIUM forestås af Lise Langvad og organiseres i samarbejde med Metropolis, Nationalmuseet og en række lokale samarbejdsparter og er realiseret via kunstfonde. 

Møns søer og huller gravet med skovl

På Møn lever anekdoter videre om Liselund som en levende, folkelig fortælling. Mønboerne har gravet og anlagt datidens store anlægsprojekt til Nordeuropas fineste, romantiske have. Skrædder Niels Pedersen i Borre skriver i sin dagbog i 1946, at tiptipoldefar med skovl og trillebør udgravede havens søer og bassiner. Anno 2022 er tiptipoldebarnet ansat som Nationalmuseets slotsvært, der byder havens gæster velkommen.

Natur og menneske er i evig interagerende, eroderende proces, også på Liselund. Klinter og haver skrider bort. Fortællinger om menneskers liv og leben fortsætter. Mennesker graver huller til kunstige søer. Kunstnere graver videre i kunstens ærinde.

Læs mere her: www.liselundlaboratorium.org/.

Liselund – om kunstens huller og andre fortællinger

I tidsskriftet Landskab 5/22 har redaktionsudvalget været på Lolland, Falster og Møn, hvor de giver et indblik i hvad de møder på deres rejse – alt fra storslåede til helt intime oplevelser på land, ved vand og blandt dyr. Jeg har skrevet om Liselund slot og have og kunstprojekterne Walking og Talking Landscapes, hvor performancekunstner Sophie Dupont viser Liselund påny ved at grave et dyb hul. Ganske som Liselund Romantiske Have blev formgivet i 1792, ved at grave huller og transformere det østligste Møn til Nordeuropas enestående romantiske slot og have.

Lise Thorsen

Tidligere indlæg

Translatør mellem drømme og virkelighed

Translatør mellem drømme og virkelighed

Ny stadsarkitekt i Aalborg Kommune Mandag d. 4.9.23 bragte TV2 Nord et interview i programmet Indblik, hvor jeg fortæller om mit blik på jobbet, på steder og folk. Journalist Christian French stiller de gode spørgsmål. Se programmet her: TV2 Nord - Indblik -...

Stadsarkitekt i Aalborg

Stadsarkitekt i Aalborg

Stadsarkitekt i Aaborg Om Aalborgs nye stadsarkitekt, skriver Vigeur en artikel, hvor de har interviewet mig om mit blik på den ny opgave. Tak til Helle Madsen på Vigeur for et godt interview og til Henrik Bo for fotos på en helt vildt blæsende dag på Aalborgs...

Folkemøde Bornholm 2023

Folkemøde Bornholm 2023

Med succes deltog Danske Landskabsarkitekter i Folkemøde Bornholm 2023, hvor arkitekt MAA MDL Lise Thorsen er moderator for to debatter om klima og landskaber. Danske Landskabsarkitekter er del af partnerskabet NatureBase, et branchesamarbejde ved...

Denne side bruger cookies til at give den bedste visning.